Efter- og videreuddannelsen, Projektstøtteudvalget for scenekunst, Assitej Danmark, Dansk Scenekunst, Teatercentrum og Advisory boardet for scenekunst for børn og unge inviterer til symposium om Fremtidens scenekunst for børn og unge.
I en tid med brydninger og forandringer er der brug for kunst, der både fortolker verden og peger i nye retninger – kunst, der afspejler diversitet, skaber plads til flere stemmer og bygger stærke fællesskaber. Kunst i øjenhøjde med de børn og unge den retter sig mod.
Symposiet har fokus på visioner for fremtiden, hvor nye udtryksformer, praksisser og dramaturgier kan skabe stærke forbindelser til børn og unge i al deres mangfoldighed. Vi undersøger, hvordan kunsten kan udvikles ved at udfordre faste skabeloner, være nysgerrig på individets oplevelse og skabe rum for det unikke møde mellem performer og publikum.
Praktisk
Hvor: Den Danske Scenekunstskole, København.
Hvornår: Fredag d. 16. januar 2026 kl. 10:00-22:00.
Målgruppe: Alle professionelle scenekunstnere med interesse og eller erfaring med at skabe eller arbejde med scenekunst for børn og unge
Pris: 375kr. (Mulighed for reduceret pris - skriv til mama@scenekunstskolen.dk)
Tilmeldingsfrist: 23. december 2025
Tilmeld dig her
Oplægsholdere
Dagen samler både erfarne og nye kræfter i feltet samt spændende internationale gæster til oplæg, samtaler, netværk og kunstneriske indslag – alt sammen med fokus på visioner, mangfoldighed og børne- og ungepublikummet. Du kommer blandt andet til at opleve:
- Hanne Kudsk, lektor og forsker med speciale i kunstens og kulturens betydning for børn og unge, åbner dagen med et keynoteoplæg. Baseret på praksiserfaringer fra scenekunstnere, lærere og formidlere reflekterer Hanne over generelle tendenser i børns (3-12-åriges) måde at være i verden på, og sætter rammen for dagens diskussion: Hvem er de børn, vi producerer til og med?
- Matthew Rawcliffe, danser og koreograf med speciale i inklusiv praksis og immersiv performance, giver en indføring i sin kunstneriske praksis. Matthew har bl.a. skabt "Narkissos", en one-on-one forestilling for unge med udviklingshandicap og autistiske unge, og har stået bag adskillige inkluderende projekter i Danmark og Storbritannien. Han deler erfaringer og perspektiver om, hvordan man skaber scenekunst, der både udfordrer og inkluderer publikum.
- Camara Lundestad Joof, tidligere leder af Dramatikkens Hus i Oslo og norsk-gambisk dramatiker, forfatter og scenekunstner, tager os med ind i de etiske overvejelser, som scenekunstnere i dag må forholde sig til, især i forhold til mangfoldighed og ansvar over for børn og unge som publikum. Camara er kendt for teaterforestillingen "De må føde oss eller pule oss for å elske oss" og den selvbiografiske bog "Eg snakkar om det heile tida", og hendes erfaringer danner udgangspunkt for oplæg og samtale.
Glæd dig til et heldagsarrangement inkl. forplejning og masser af tid til netværk. Eventuelle spørgsmål kan rettes til skuespiller og international producent Maj-Britt Mathiesen på mama@scenekunstskolen.dk
Vi ønsker, at så mange som muligt fra feltet kan deltage, og tilbyder derfor – til dem der har behov for det - mulighed for tilmelding til en reduceret pris på 200 kr. Ønsker du denne pris, kan det angives ved at sende en mail til mama@scenekunstskolen.dk
Dem bag
Symposiet er tilrettelagt i samarbejde med det nyligt stiftede Advisory Board, som arbejder for at styrke muligheder for efter- og videreuddannelse inden for scenekunstfeltet for børn og unge.
Advisory Boardet består af Ditte Felding, Adelaide Bentzon og Marc Van Der Velden samt Teatercentrum v. Dorthe Skøtt Bébe, Projektstøtteudvalget for scenekunst v. Trine Wisbech og Gitta Malling, ASSITEJ Danmark v. Amalie Ørum, Dansk Scenekunst v. Sine Sværdborg og Den danske scenekunstskoles efter-videreuddannelse v. Maj-Britt Mathiesen og Stine Marcher.
Foto: Anemonen, Diktatoren, Anne Sofie Vermund