Nye ansigter i Dansk Scenekunst
29. september 2025
I dag er 150 ledere fra scenekunstbranchen samlet til årsmøde i branche- og arbejdsgiverforeningen Dansk Scenekunst. Forsamlingen mødtes for første gang under den udvidede forening, der nu bl.a. også tæller orkestre, ensembler og kompagnier fra hele landet. Lene Christensen (Østerbro Teater) fortsætter som forperson, og der er nye ansigter i bestyrelsen

Det var en spændt generalforsamling, der i dag valgte den nye bestyrelse for foreningen Dansk Scenekunst. De nyvalgte bestyrelsesmedlemmer er Else Torp (Theatre og Voices), Jakob Holtze (Copenhagen Phil), Marion Vick (Syddjurs Egnsteater), Peter Westphael (Randers Teater), Jacob Schjødt (Odense Teater) og Thomas Bay (Fredericia Musicalteater).

Bestyrelsen består desuden fortsat af forperson, Lene Christensen (Østerbro Teater), Agnete Krabbe (Husets Teater), Christine Worre Kann (Teatergrad) og Lotte Kofod Ludvigsen (Bora Bora).


Arbejdet med en scenekunstreform skydes i gang
Et af de helt store temaer på årsmødet var den kommende scenekunstreform. Her var både politikere, embedsfolk og professorer m.fl. inviteret med til at give deres bidrag til dialogen om, hvordan scenekunstreformen kan bidrage til et stærkere scenekunstlandskab. En af de større nyheder under årsmødet var derfor også, da Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, inviterede alle til dialog om netop den kommende scenekunstreform. Her vil branchen få mulighed for at pege på de barrierer, der bremser branchen og selvfølgelig også sætte ord på deres ønsker for fremtidens scenekunst.

Et andet stort tema var, hvad scenekunstens rolle er i en krisetid, hvor kunsten angribes fra mange verdenshjørner.

Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Scenekunst, udtaler: ”Årsmødet var præget af både stor selvtillid og tro på kunstens betydning, men også bekymringer for, hvad fremtiden må bringe. Den frie kunst angribes fra mange fronter, og er desværre igen en kampplads for demokratiet i mange lande. Som branche kan vi vælge at være bange eller modige, men efter at have oplevet fællesskabet i dag, så er jeg ikke i tvivl om, at det er modet, der vinder over frygten herhjemme.”  

Dansk Scenekunst runder en milepæl og tæller nu over 100 medlemmer, hvilket blev fejret til aftenens festmiddag.

 

Den nyvalgte bestyrelse
Bestyrelsen i Dansk Scenekunst består nu af:
Forperson, Lene Christensen (Østerbro Teater), Agnete Krabbe (Husets Teater), Christine Worre Kann (Teatergrad), Lotte Kofod Ludvigsen (Bora Bora), Else Torp (Theatre og Voices), Jakob Holtze (Copenhagen Phil), Marion Vick (Syddjurs Egnsteater), Peter Westphael (Randers Teater), Jacob Schjødt (Odense Teater) og Thomas Bay (Fredericia Musicalteater).



Om Dansk Scenekunst:

Dansk Scenekunst er en branche- og arbejdsgiverorganisation for professionelle arbejdsgivere inden for den levende scenekunst i Danmark. Dansk Scenekunsts medlemsskare spænder over teatre, orkestre, ensembler, kompagnier (dans, opera, samtidscirkus mv.) og festivaler.

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies