Norden har brug for mere kulturpolitik
28. oktober 2026
Nordisk sikkerhed handler ikke kun om forsvar, energi og kritisk infrastruktur. Det handler også om de fællesskaber, den demokratiske samtale og den kunstneriske frihed, som vores samfund bygger på. Derfor er tiden kommet til en langt mere ambitiøs fælles nordisk kulturpolitik.

Debatinglæg af Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Scenekunst, bragt i Kulturmonitor 28.10.26

 

Jeg er på vej til Helsinki, hvor Nordisk Råds session samler politikere, ministre og regeringschefer fra hele Norden. Årets tema er nordisk sikkerhed og modstandskraft.

Samtidig mødes vi, forpersoner og branchedirektører fra de nordiske scenekunstorganisationer, i Nordisk Teaterlederråd.

Det er egentlig en meget god anledning til at stille et spørgsmål: Hvorfor taler vi så lidt om kunst og kultur, når vi taler om vores nordiske modstandskraft?

For hvis jeg var kulturpolitiker lige nu, ville jeg arbejde hårdt for at gøre kunst- og kulturlivet til en langt tydeligere del af den nordiske sikkerhedstænkning.

Ikke fordi kunsten skal instrumentaliseres eller gøres til et politisk redskab. Tværtimod. Netop fordi frie kunstnere, stærke kulturinstitutioner, uafhængige medier og offentlige rum for kritik, fantasi og uenighed er en del af den demokratiske infrastruktur, vi ønsker at beskytte.

Og her har Norden nogle helt særlige forudsætninger.

Tilsammen er vi et kulturområde med godt 28 millioner mennesker, stærke offentlige kulturinstitutioner, levende kunstmiljøer og en særlig tradition for armslængde, offentlig finansiering og kunstnerisk frihed.

Alligevel tænker vi stadig kulturpolitikken meget nationalt.

Det er på tide at være mere ambitiøse.

Jeg vil pege på fem steder at begynde:

 

1. Gør Norden til ét reelt kulturområde

Det burde være langt lettere for en dansk forestilling at spille i Sverige, et norsk ensemble at arbejde i Finland eller en islandsk kunstner at indgå i en dansk produktion.

I praksis støder kunstnere og producenter stadig på nationale regler om skat, social sikring, kontrakter og administration.

Hvis vi mener noget med et fælles nordisk kulturområde, skal vi fjerne nogle af de barrierer. Vi skal have mere turné, flere samproduktioner og langt flere møder mellem nordiske kunstnere og nordiske publikummer.

 

2. Skab en nordisk investeringskraft i kunsten

Vi er små lande hver for sig.

Det betyder også, at der er kunstneriske projekter, som kan være vanskelige at løfte inden for ét lands økonomi og marked. Her burde Norden kunne mere sammen.

Vi bør styrke den fælles finansiering af store kunstneriske satsninger, co-produktioner, turnéer og flerårige nordiske samarbejder.

Ikke som erstatning for national kulturstøtte, men som et ekstra lag, der gør det muligt at tænke større, længere og mere internationalt.

 

3. Gør børn og unges møde med kunst til et nordisk løfte

Alle børn i Norden bør møde professionel scenekunst og musik som en naturlig del af deres opvækst.

Ikke som et ekstra tilbud til de heldige. Ikke afhængigt af postnummer, forældrenes uddannelse eller den enkelte skoles økonomi.

Men som en del af det at vokse op og blive dannet i et nordisk demokrati.

Forestil jer, hvis Norden formulerede en fælles ambition om, at alle børn gennem deres skolegang skal møde professionel kunst flere gange. Det ville være kulturpolitik, uddannelsespolitik og demokratipolitik på samme tid.

 

4. Forsvar kunstnerisk frihed sammen

Kunstnerisk frihed og armslængde kan ikke længere tages for givet.

Vi ser internationalt et stigende politisk pres på kulturinstitutioner, medier og kunstnere. Derfor bør Norden meget tydeligere stå sammen om principperne for kunstnerisk frihed og uafhængige kulturinstitutioner.

Kulturel modstandskraft bør være en del af vores fælles sikkerhedstænkning.

For sikkerhed handler ikke alene om at kunne beskytte vores grænser. Det handler også om at beskytte de demokratiske samfund inden for dem.

 

5. Lad Norden fylde mere i verden

Vi er ganske gode til at eksportere enkelte kunstnere, produktioner og kulturelle brands.

Men vi er mindre gode til at optræde som den kulturelle region, vi faktisk er.

En mere koordineret nordisk international kulturindsats kunne give vores scenekunst og musik større gennemslagskraft i Europa og resten af verden. Ikke for at skabe én nordisk stil, men for at gøre mangfoldigheden i vores kunstliv mere synlig.

 

Infrastrukturen findes allerede

Det paradoksale er, at vi ikke behøver at begynde fra nul.

Vi har Nordisk Råd. Vi har Nordisk Ministerråd. Vi har nordiske støtteordninger og årtiers samarbejde mellem institutioner, kunstnere og brancheorganisationer.

Vi har med andre ord store dele af infrastrukturen.

Det, vi mangler, er den politiske ambition, der binder det sammen.

I disse år genopdager vi Norden som sikkerhedspolitisk fællesskab. Det giver mening. Men vores fælles modstandskraft skabes ikke kun gennem forsvarsbudgetter, beredskab og kritisk infrastruktur.

Den skabes også gennem stærke demokratiske institutioner. Gennem tillid. Gennem fælles offentligheder. Gennem evnen til at forstå hinanden. Og gennem kunsten, som giver os mulighed for både at spejle vores samfund og udfordre dem.

Derfor burde en nordisk kulturpolitik ikke stå i periferien af samtalen om Nordens fremtid.

Den burde være en del af den.

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies