OBS: Der er desværre ikke flere ledige pladser til dette kursus
Som en del af Acceleratorprogrammets fagspecifikke kurser zoomer vi ind på, hvad man som teaterleder kan arbejde med for at understøtte teatrets arbejde med bæredygtig udvikling. Foruden at trække på de handlingsanvisende initiativer for ledere, som Theatre Green Book fordrer, så bringer vi den omsiggribende tendens i spil, som handler om regenerativ ledelse.
Regenerativ ledelse favner den kompleksitet, vi står over for i dag, ved at klæde lederen (og medarbejderen) på til at adressere udfordringerne. Flere og flere virksomheder har inkorporeret mindfulness, men det gør ikke organisationen forandringsparat eller gearet til en cirkulær økonomi. Ligeledes er organisationer, der går forrest i forhold til bæredygtig produktion, nødsaget til også at værne om den indre bæredygtighed – deres medarbejdere, samarbejdsformer og kultur.
Regenerativ ledelse handler om, kort fortalt, at skabe balance og genopbygge. Det gælder for os selv, vores organisationer og de store økosystemer, vi er en del af. Det er en helhedsorienteret tilgang, hvor trivsel for alt liv er i centrum.
Gennem 3,8 milliarder år har livet på jorden udviklet sig i en kontinuerlig cyklus af vækst, blomstring, forfald, død og nyt liv. Evig forandring og tilpasning til skiftende livsbetingelser har sikret livets opretholdelse overalt på kloden - i luften, i vandet, i jorden. Den balance har mennesket grebet afgørende og ødelæggende ind i og konsekvenserne truer vores og mange andre arters fortsatte eksistens.
Vi kan ikke fortsætte ad den vej, der har ført os hertil, men naturen (og måske kunsten) kan vise os vej tilbage til den orden, vi har forstyrret, og den balance, vi har mistet.
Vi har sammensat et kursus, hvor vi dykker ned i begrebet regenerativ ledelse og forsøger at oversætte og overføre viden, samt praktisk erfaring ind i en (scene)kunstnerisk kontekst, så det bliver relevant for udviklingen af din organisations samarbejdsformer, dens kultur - og i balance med dine medarbejdere.
Dertil har vi inviteret en række spændende og vidt forskellige mennesker ind til at dele deres perspektiver på, hvad det regenerative betyder for dem og hvordan man kan forholde sig til det i sin egen ledende arbejdspraksis.
Hvor: Annekset, Teaterøen Refshalevej 320, 1432 København
Hvornår: Torsdag den 4. september 2025, kl. 10.30-15.30
Målgruppe: Teaterledere og ledende medarbejdere.
Kurset er primært henvendt til mennesker i ledende stillinger, som er en del af det scenekunstneriske økosystem: teaterdirektører, instruktører, producenter, samt ledere i fagforbund og brancheorganisationer. Man er også meget velkommen som museumsdirektør, kurator eller hvis man på anden vis arbejder i det kunstneriske felt.
Tilmelding: Tilmeldingfrist 26. august 2025. Tilmeld dig her
Først til mølle - der er plads til 40 deltagere. Det er gratis og er inkl. frokost og øvrig forplejning - dog med en no show fee på 200kr. ved udeblivelse efter tilmelding.
Program:
10.00 Ankomst, registrering, mingle
10.30 Velkomst v. Bæredygtigt Kulturliv NU
10.40 Kunstnerisk intervention v. Allan Bestle
11.00 Paneldebat med...
- Annemarie Meisling, partner i Koral
- Ayoe Westh, cyklusformidler, foredragsholder, forfatter til SUPERKRAFT
- Christian Groes, antropolog, forfatter, bl.a. til GID MN CHEF VAR HØVDING
- Eva Præstiin, direktør, Betty Nansen
- Sascha Amarasinha, direktør i Respond
12.00 Opsamling og refleksionstid
12.30 Sanselig frokost v. Tina Scheftelowitz
13.30 Workshop v. facilitator Priscilla S. Lind Rasmussen - vi omsætter viden til praksis
14.45 Pause
15.00 Kunstnerisk intervention del 2
15.15 Høst og afrunding
15.30 Tak for i dag