Fem nye medlemmer i Dansk Scenekunst
7. maj 2026

Dansk Scenekunst byder velkommen til ENSEMBLE EDGE, Teatret Lampe, Århus Sinfonietta, Tårnby Park Studio og Aalborg Symfoniorkester som nye medlemmer af foreningen


Dansk Scenekunst kan endnu engang byde velkommen til nye medlemmer. Hele fem nye af slagsen, der bl.a. tæller et aarhusiansk ensemble, et performance-teater og et landsdelsorkester.

Hos Aalborg Symfoniorkester ser man indmeldelsen i foreningen som et naturligt skridt ind i et større branchefællesskab. Catharina Bilsbak, Musikchef for Aalborg Symfoniorkester udtaler:
 

I en tid, hvor behovet for fællesskab er større end nogensinde, ser vi det som et vigtigt og naturligt skridt, at Aalborg Symfoniorkester bliver en del af Dansk Scenekunst. Som et af Danmarks fem landsdelsorkestre, med et særligt ansvar for at bringe musikken ud til publikum og styrke musiklivet i Nordjylland, ønsker vi sammen med vores branchekolleger at styrke musikkens og kulturens synlighed i hele landet, og skabe bedre rammevilkår for et levende og bæredygtigt kulturliv – både regionalt og nationalt.”
 

Også hos teatret Tårnby Park Studio, der producerer stedsspecifik performancekunst er man begejstrede for at træde ind i et større fællesskab:
 

Tårnby Park Studio er en institution, der bygger på kunstneriske praksisser i dialog med det lokale miljø. I flere år har professionalisering været et centralt fokusområde, og her håber vi at få et løft fra Dansk Scenekunst.” udtaler kunstnerisk leder, Andreas Liebmann.
 

Dansk Scenekunst vil fortsat arbejde for at samle aktører fra hele landet og på tværs af scenekunstformer - og sikre de bedst mulige rammer for scenekunsten i hele landet.
 

Om Aalborg Symfoniorkester:
Aalborg Symfoniorkester er et af Danmarks fem landsdelsorkestre, grundlagt i 1943, med base i Musikkens Hus i Aalborg siden 2014. Orkestret fungerer som hele Nordjyllands symfoniorkester og er en hjørnesten i det regionale.

Orkestret består af 65 faste musikere og spiller klassiske koncerter, opera, ballet og skolekoncerter. Orkestret er kendt for høj kunstnerisk kvalitet og alsidighed, fra klassiske mesterværker til crossover koncerter

Siden 2023 har amerikanske Joshua Weilerstein været chefdirigent. Orkestret har indspillet flere CD'er og har en stærk digital tilstedeværelse gennem podcast-samarbejder med chefdirigenten.

 

Om ENSEMBLE EDGE
ENSEMBLE EDGE er et innovativt, aarhusiansk vokalensemble, der siden 2016 har udfordret og udforsket grænserne for vokalmusik gennem samarbejder med unge, fremadstormende og eksperimenterende komponister. Ensemblet er kendt for sin alsidighed og evne til at tilpasse sig forskellige musikalske genrer fra klassisk til jazz og elektronik. Med en stærk dedikation til at præsentere ny og stedsspecifik musik leverer ENSEMBLE EDGE koncerter af højeste kunstneriske kvalitet.
 

Om Teatret Lampe
Teatret lampe har specialiseret sig i at lave humoristiske, poetiske og aktuelle forestillinger for det yngste publikum med en effektiv blanding af skuespil, animation, levende musik og billedkunst.

Udover nyfortolkninger af klassiske eventyr står Teatret Lampe også for tankevækkende moderne dansk dramatik.


Om Århus Sinfonietta
Århus Sinfonietta er et kulturbærende kunstensemble med base i Aarhus. Ensemblet har siden sin grundlæggelse været en drivkraft i dansk musikliv gennem bestillinger, uropførelser og samarbejder med både danske og internationale komponister.


Om Tårnby Park Studio:
Tårnby Park Studio udvikler projekter mellem samtidig performancekunst og en stedsspecifik samt lokal tilgang.

I Tårnby Park Studio kan kunstnere og lokale borgere mødes og skabe sammen. Det fungerer som et mødested og produktionsrum, en kerne for igangværende stedsspecifik performanceproduktion og forskning i nye tilgange til dialog mellem kunst og samfund.

Tårnby Park Studio er en åben platform, der inviterer kunstnere til residencies, foreslår offentlige interventioner og dialoger samt inviterer borgere til samskabelse. Det anvender værktøjer og metoder fra scenekunst, stedsspecifik praksis, film, tv, deltagerbaserede aspekter, relationel kunst samt deling af tid og rum. Studiet inviterer naboer til overraskende møder og fungerer også som et sted for internationale udvekslingsformater i samarbejde med teatre og kunstinstitutioner, der arbejder med spørgsmål relateret til kunst, politik, medborgerskab og nye visioner for kunstinstitutioner.

 

Foto: Aalborg Symfoniorkester, Lars Horn

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies