Akademisk praktikant hos Dansk Scenekunst i efteråret 2026
Er du studerende på en akademisk bachelor- eller kandidatuddannelse, og ønsker, at opleve hvordan en politisk interesseorganisation arbejder indefra? Dansk Scenekunst tilbyder en studiepraktikplads i efterårssemestret 2026
Om Dansk Scenekunst
Dansk Scenekunst er scenekunstens branche- og arbejdsgiverorganisation. Vores medlemsskare spænder over teatre, orkestre, ensembler, kompagnier, dans mv. Dansk Scenekunst er bygget op som en medlemsforening med en bestyrelse, der vælges af generalforsamlingen.
Vi søger en praktikant, der kan understøtte vores arbejde med politisk interessevaretagelse, medlemskommunikation og arrangementer. Vores arbejdsfokus er:
- At være den samlende aktør for den danske scenekunstbranche og arbejde for et rigt og mangfoldigt scenekunstliv.
- At sikre scenekunsten en tydelig stemme i den offentlige debat og blandt beslutningstagere, myndigheder og andre interessenter.
- At være sparringspartner for vores medlemmer og skabe de bedste rammer for en udvikling af scenekunsten som kunstart og arbejdsplads.
Stillingens indhold
- Politisk betjening af udvalg og arbejdsgrupper samt understøttelse af politik-teamets interessevaretagelse.
- Bidrage til udviklingen af analyser og undersøgelser.
- Du vil understøtte vores eksterne kommunikation gennem sociale medier, hjemmeside, mv.
- Du vil bidrage til medlemskommunikation gennem vores nyhedsbrev, hjemmeside, arrangementer og forskellige netværk.
- Du vil bistå med forberedelse og afvikling af møder, seminarer, årlig generalforsamling og lignende.
- Du vil deltage i den daglige drift på sekretariatet, herunder løse små som store ad hoc-opgaver, både af praktisk og akademisk karakter.
Alt dette i tæt samarbejde med vores direktør og medlemmer i hele landet.
Dine kompetencer
- Du er studerende på en længere videregående uddannelse. En samfundsvidenskabelig baggrund er en fordel men ikke et krav.
- Du har interesse og god forståelse for politik, kommunikation, kultur og eventuelt scenekunst.
- Dit arbejde er funderet i viden, og du kan gå selvstændigt til komplekse dagsordener, samt har en god evne til at veksle mellem forskellige opgaver i en omskiftelig hverdag.
- Du har evt. erfaring med ledelsesbetjening.
Dansk Scenekunst tilbyder et grundigt indblik i en mindre arbejdsgiver- og brancheorganisation, der har store armbevægelser og en bred og forskelligartet medlemsskare. Du bliver del af en dynamisk, engageret og sjov arbejdsplads i centrum af København med stor mulighed for faglig udvikling og en bred vifte af opgaver.
Det vil være bedst for begge parter, hvis du kan være her fuld tid, eller minimum 25 timer om ugen - så vidt muligt i perioden august – december 2026. Din arbejdstid vil som udgangspunkt være i dagtimerne på hverdage. Praktikken er ulønnet og skal indgå som en del af dit studie. Derfor er vi fleksible i forhold til studie og evt. studiejob, når det gælder arbejdstid.
Send en ansøgning og CV hurtigst muligt og senest d. 7. maj til astrid@danskscenekunst.dk. Samtaler afholdes løbende.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt analyse-og medlemskonsulent Astrid Kruse Noe på astrid@danskscenekunst.dk