Dansk Scenekunst byder velkommen til Ensemble MidtVest og Sønderjyllands Symfoniorkester, der bliver medlem af foreningen pr. 1. januar 2026
Stadig flere orkestre og ensembler strømmer til branche- og arbejdsgiverforeningen Dansk Scenekunst, der igen kan melde om nye medlemmer. Denne gang to stærke musikalske aktører: Ensemble MidtVest og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Dermed understreges den udvikling, som foreningen igangsatte med navneskiftet fra Dansk Teater til Dansk Scenekunst, som siden sommeren har åbnet dørene for et bredere felt af orkestre, ensembler, kompagnier og festivaler.
Fra Sønderjyllands Symfoniorkester er begejstringen tydelig. Musikchef Adam Stadnicki udtaler:
“Sønderjyllands Symfoniorkester glæder sig over endelig at være en del af det fællesskab, som Dansk Scenekunst er i gang med at skabe. Vi håber og tror på, at vi sammen i kulturbranchen kan gøre hinanden stærkere og derved sikre, at der også i fremtiden lyder god musik i de danske koncertsale.”
For Ensemble MidtVest markerer indmeldelsen et vigtigt skridt. Ensemblechef Klara Bernat fortæller:
”Vi er rigtig glade for at blive en del af Dansk Scenekunst. Sammen får vi langt bedre mulighed for at skabe forandring og styrke repræsentationen – både i den klassiske musik og i teaterverdenen.”
Dansk Scenekunst vil fortsat arbejde for at samle den levende scenekunst og sikre de bedst mulige rammer for scenekunsten i hele landet.
Om Sønderjyllands Symfoniorkester:
Sønderjyllands Symfoniorkester blev grundlagt som symfoniorkester i 1963 og har i dag sit hjemsted i Alsion i Sønderborg. Orkestret beskæftiger 70 ansatte, herunder både musikere og administrativt personale.
Om Ensemble MidtVest:
EMV spiller kammermusik og lever i spændingsfeltet mellem traditionelle kammermusikkoncerter og nye innovative koncertformater. EMV blev etableret i 2002, består af en strygertrio, en blæserkvintet og en pianist, og er en af de fem basisensembler i Danmark.
Foto, Sønderjyllands Symfoniorkester: Patricio Soto
Foto, Ensemble MidtVest: Andrej Grilc