Dansk Scenekunst og Teknisk Landsforbund fornyer overenskomsterne for Søjle B teatrene
27. maj 2026

Dansk Scenekunst og Teknisk Landsforbund har indgået en ny overenskomstaftale for Søjle B‑området, der omfatter landsdelsscenerne, Den Jyske Opera, Folketeatret samt teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde. Aftalen bidrager til at understøtte stabile og tidssvarende rammer for de tekniske medarbejdere på landets teatre.

“Med denne aftale har vi sammen med Teknisk Landsforbund skabt et solidt og moderne fundament for de tekniske medarbejdere på Søjle B‑teatrene.  Der er aftalt bedre vilkår under barsel, større fleksibilitet i arbejdsformerne og sat et vigtigt arbejde i gang med at modernisere lønstrukturen frem mod 2029. Det er en aftale, der både understøtter kvaliteten i produktionerne og sikrer bæredygtige arbejdsvilkår for de mennesker, der får forestillingerne til at ske,” siger Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Scenekunst.
 

Hovedpunkterne er:

  • Aflysninger: Ny mulighed for at varsle afspadsering med ned til 2 timers varsel ved aflysning af forestillinger.
  • Timelønnede: Forsøgsordning udvider maksimal ansættelsesperiode fra 1 til 6 måneder.
  • Barsel og omsorg: Overenskomsterne følger fremover den statslige barselsaftale anno 2026.
  • Barns 3. sygedag: Efter anmodning på de betingelser, der gælder i dag
  • Uddannelsesdage: To årlige fælles uddannelsesdage videreføres i hele perioden.
  • Pension: Pensionsbestemmelserne præciseres og ensrettes.

 

Modernisering af overenskomsterne

Overenskomstfornyelsen indeholder en række sproglige præciseringer og forbedringer af indholdet, der både styrker medarbejdernes vilkår og moderniserer overenskomstgrundlaget:

Forsøgsordning for timelønnede og afspadsering ved aflysninger

Den maksimale ansættelsesperiode for timelønnede udvides fra 1 til 6 måneder i en 3-årig forsøgsperiode. Parterne understreger, at ansættelse på timeløn alene anvendes, hvor andre ansættelsesformer ikke er passende. Det fremhæves samtidig, at ansættelse af timelønnede drøftes årligt med tillidsrepræsentanten.

Der indføres mulighed for at varsle afspadsering med kort varsel ved aflysning af forestillinger, fx pga. sygdom.

Udvidede barselsrettigheder og barns 3. sygedag

Overenskomsterne følger fremover den statslige barselsaftale fra 2026, og dermed opdateres barselsvilkårene for fædre og LGBT+.

Der indføres desuden mulighed for fri på barnets 3. sygedag efter anmodning på de betingelser, der gælder i dag.  Reglen træder i kraft, når de kompetente organer i TL og Dansk Scenekunst har godkendt resultatet.

 

Arbejdsgruppe om lønstruktur og fortsættelse af fælles uddannelsesdage

En ny arbejdsgruppe skal frem mod 2029 analysere og modernisere lønstrukturen og faggruppeterminologien. For at skabe en mere gennemsigtig, tidssvarende og anvendelig lønstruktur.

Parterne viderefører forsøgsordningen med to årlige uddannelsesdage for teknisk personale, som styrker teatermedarbejdernes faglige viden og kompetencer.

Et solidt fundament frem mod 2029

Overenskomsten træder i kraft 1. april 2026 og kan tidligst opsiges til i 2029. Parterne er enige om at fortsætte arbejdet med sproglig modernisering af overenskomsterne og sikre, at aftalerne afspejler nutidens teaterproduktioner og arbejdsgange.

Dansk Scenekunst ser aftalen som et vigtigt skridt i retning af at styrke både kvaliteten og bæredygtigheden i scenekunstens tekniske miljøer.

 

Nu fortsætter overenskomstforhandlingerne mellem TL og Dansk Scenekunst for teatrene under søjle A-overenskomsten. Hvis der også opnås forlig på dette område, vil begge aftaler blive sendt til afstemning blandt de berørte medlemmer umiddelbart efter.

 

Foto: Teatret Zeppelin, Lasse Frank

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies