Dansk Scenekunst byder velkommen til Copenhagen Opera Festival, Aarhus Symfoniorkester, Casa Dee Productions, Copenhagen Phil, Esbjerg Ensemble, CPH STAGE, Messiaen Quartet Copenhagen, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Theatre of Voices, sART Danseteater, Cikaros, Ars Nova Copenhagen, Odense Jazz Orchestre, Visible Effects, Ballhaus, Odense Symfoniorkester og DRs Kor og Ensembler.
Således vokser branche- og arbejdsgiverforeningen markant, der i starten af sommeren skiftede navn fra Dansk Teater til Dansk Scenekunst. Kimen til dette skift blev lagt tilbage i marts måned, hvor foreningen med en vedtægtsændring besluttede sig for at udvide foreningen, så den fremover repræsenterer et bredere scenekunstfelt. Dansk Scenekunsts medlemsskare spænder nu over både teatre, orkestre, ensembler, kompagnier (dans, opera, samtidscirkus mv.) og festivaler.
Dansk Scenekunsts direktør, Peter Mark Lundberg, glæder sig over nyheden:
”I Dansk Scenekunst tror vi på, at vi kan mere sammen end hver for sig. Derfor er jeg utrolig stolt over at scenekunsten samler sig i foreningen, og vi nu taler på vegne af både teatre, cirkus, festivaler, orkestre, ensembler og scenekunstkompagnier.
Udvidelsen af foreningen kommer først og fremmest fra et langt og tillidsfuldt samarbejde med DEOO.”
Else Torp, forperson i DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, og manager i det nyoptagede medlem, vokalensemblet Theatre of Voices, udtaler:
”Kunstens rolle som samfundets bankende hjerte kan næppe undervurderes med dens impulser til større tanker, frirum i dagligdagen og til at skabe forbindelser mellem mennesker. Vi rykkede tættere sammen under corona, vi rykker tættere sammen i en uforudsigelig verden og nu melder ensembler og orkestre sig under Dansk Scenekunsts paraply med alt fra renaissance og jazz til symfoniorkestermusik for at styrke scenekunstens samlede fremtidige position og synlighed. Vi glæder os til samarbejdet!”
Også fra festivaler og samtidscirkusser er der stor begejstring at spore fra nyoptagede medlemmer. Festivalchef for Copenhagen Opera Festival, Rikke Frisk udtaler om indmeldelsen:
”Vi står som festival over for nogle komplekse problemstillinger, når vi samarbejder så meget på tværs af genrer, organisationer og rammevilkår, som vi gør. I Dansk Scenekunst ser vi et oplagt forum for at være med til at udvikle meningsfulde rammer for samarbejde og kunstneriske projekter i fremtiden. Vi glæder os til at bidrage til, at vi som branche kan stå stærkere sammen.”
Signe Løve Anderskov, kunstnerisk leder af samtidscirkuskompagniet Cikaros udtaler:
”Vi er meget glade for at blive medlemmer af Dansk Scenekunst. Det er godt at stå sammen som branche for at kunne imødekomme de udfordringer, scenekunsten står overfor og kæmpe for bedre vilkår til gavn for alle. Det er stort, at så mange dele af scenekunstbranchen for første gang har fået én samlet stemme.
Samtidigt er det også vigtigt at insistere på, at denne samlede stemme repræsenterer hele scenekunstens spraglede mangfoldighed. Det er vigtigt også at forstå, hvor vi er forskellige, og vi glæder os til at give samtidscirkus endnu en plads ved bordet.”
Det er Dansk Scenekunsts ambition at fortsætte væksten og samle den levende scenekunst i foreningen.
Om Copenhagen Phil:
Copenhagen Phil er landsdelsorkester for hele Sjælland, Lolland og Falster og en moderne kulturinstitution, der giver store symfoniske koncerter i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg. Orkestret rejser rundt i hele den sjællandske region og besøger skoleklasser samt giver koncerter for publikum i alle aldre på lokale spillesteder. Copenhagen Phil har haft flere succesfulde samarbejder med andre kulturinstitutioner. Herunder med Dansk Danseteater og teater Republique omkring Stravinskijs Ildfuglen, der spillede for fulde huse i januar 2016. Orkestret indgår desuden ofte i samarbejder med Den Jyske Opera, CPH Opera Festival, Strøm Festival m.fl. Orkestret består af 65 fastansatte musikere og spiller i vintersæsonen i Konservatoriets Koncertsal – i sommersæsonen skifter orkestret navn til Tivoli Copenhagen Phil.
Om DRs Kor og Ensembler
DR Koncerthuset, DR Ensembler og P2 er DR’s musikalske hjerte og et nationalt center for levende musik. Med base i Ørestaden huser de DR’s otte ensembler, der hver især repræsenterer en stærk kunstnerisk profil – fra klassiske symfoniske mesterværker til vokalmusik, jazz, dansk sang og den brede populærmusik. Sammen med cirka 200 eksterne koncerter årligt står de bag mere end 400 musikalske aktiviteter og når ud til millioner af danskere både live og via DR’s medier.
Om Copenhagen Opera Festival
Copenhagen Opera Festival er Danmarks førende festival for opera og musikdramatik, der i 2025 blev besøgt af over 31.000 gæster i København og resten af landet. Over 10 dage præsenterer festivalen et bredt udvalg af forestillinger, koncerter og andre formater, der favner operaens fulde spændvidde, fra klassikerne til nye eksperimenter. Dette brede program appellerer til vidt forskellige publikummer, inklusive førstegangs-operagængere og garvede kendere. Den store, gratis Festivalscene på Nørrebro, nye værker på udvalgte scener, stedsspecifikke performances, koncerter med internationale kunstnere i Tivoli og nytænkende formater i byrummet bidrager alt sammen til at bringe operaen ud af dens vanlige rammer.
Festivalen er optaget af at give nye generationer af operaskabere en platform og behandle samtidens temaer, som fremtidens stadigt bredere operapublikum kan spejle sig i. En afgørende del af dette arbejde er at tilbyde et kunstnerisk ambitiøst supplement til den traditionelle operascene, der har balancerer et fokus på at nå nye publikumsgrupper med øget kunstnerisk mangfoldighed på scenen og nye veje frem for operaen som genre. Festivalen opererer i scenekunstens frie felt af uafhængige aktører og skabere, bestiller musikdramatiske værker af nulevende kunstnere, inklusiv gæstespil, co-producerer og initierer egne produktioner.
Om Esbjerg Ensemble
Esbjerg Ensemble fremfører klassisk kammermusik med kompromiløs kvalitetssans, og er anerkendt for sin nyskabende og alsidige programlægning. Ensemblet består af 9 temperaments- og udtryksfulde musikere fra hele verden. Alle er særligt udvalgt for netop deres unikke egenskaber, fordelt som blæserkvintet, strygekvartet og slagtøj. Gæstemusikere på klaver, kontrabas og øvrige instrumenter bliver håndplukket til programmer, der kræver udvidet besætning. Ensemblet har eksisteret siden 1967.
Om Messiaen Quartet Copenhagen
Messiaen Quartet Copenhagens koncerter transmitteres regelmæssigt af DR P2, er kunstneriske ledere af Båstad kammermusikfestival og Østerbro Kammermusikfestival. MQC regnes for en af de førende danske kammermusikensembler. Kvartetten spiller 20-35 koncerter/sæson og samarbejder regelmæssigt med tidens førende komponister i ind- og udland.
Om Aarhus Symfoniorkester
Aarhus Symfoniorkester har siden 1935 været en hjørnesten i det danske musikliv. Med base i Musikhuset Aarhus spiller orkestret i den prisbelønnede Symfonisk Sal, kendt for sin enestående akustik. Orkestret opfører ugentlige koncerter med både klassiske mesterværker og nyskabende formater, og samarbejder tæt med bl.a. Den Jyske Opera, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Kommune. Med gratis skolekoncerter, sociale initiativer og et stærkt lokalt engagement er orkestret både kunstnerisk ambitiøst og samfundsrelevant. Aarhus Symfoniorkester forener tradition og fornyelse – og tegner byens lyd med klassisk kernekraft.
Om CPH STAGE
CPH STAGE er årets store teaterfestival i København og på Frederiksberg, der spænder sig over 10 dage, hvor højdepunkter og spændvidden af dansk teater samt internationale turnéhits kan opleves. Udover forestillingerne byder CPH STAGE på events, readings, debatter, seminarer, fest og meget mere. Festivalen har eksisteret siden 2013 og CPH STAGE er desuden medarrangør af den årlige prisuddeling Årets Reumert og den nationale kulturuge K7.
Om Casa Dee Productions
Casa Dee Productions er et dansk produktionsselskab baseret i København. De specialiserer sig i engelsksproget teater med værker af den alsidige og prisbelønnede irske forfatter Fergal O'Byrne, som foruden teaterstykker også har skrevet flere novellesamlinger og film. Casa Dee Productions stræber efter at levere både underholdende og udfordrende kunstneriske oplevelser til et publikum af unge og voksne, der søger kvalitetsteater på engelsk. Blandt selskabets produktioner finder man det absurde drama "The Light" samt "Glass Ceiling", der belyser køns- og magtdynamikker i erhvervslivet.
Om Athelas Sinfonietta Copenhagen
Athelas Sinfonietta Copenhagen er et specialensemble bestående af 17 nøje udvalgte musikere, der fokuserer på klassisk kompositionsmusik fra det 20. og 21. århundrede. Ensemblet blev grundlagt i 1990 af musikere med en vision om at styrke den moderne musikscene i Danmark.
ATHELAS har et stærkt engagement i dansk kompositionsmusik og præsenterer hvert år en række verdenspremierer med danske komponister. Samtidig bringer ensemblet internationale strømninger og nybrydende tendenser til det danske publikum.
Som et af landets musikalske fyrtårne, arbejder Athelas Sinfonietta Copenhagen på højeste kunstneriske niveau og bidrager aktivt til udviklingen af samtidsmusikken – både nationalt og internationalt.
Om Theatre of Voices
Theatre of Voices er en international anerkendt dansk vokalgruppe, som har udgivet tæt på 40 albums og modtaget adskillige Grammy (2010), P2- og andre priser. Gruppen blev grundlagt i London i 1990 af den engelske dirigent Paul Hillier og blev af Carnegie Hall annonceret som ’go-to-ensemble’ for moderne komponister i 2025. Produktionerne dækker over 1000 års musik og har ofte sceniske elementer. Theatre of Voices har været nomineret til Nordisk Råds Musikpris to gange og optræder på prominente festivaler, koncertsale og operahuse som Teatro Real og Palais Garnier, Lincoln Center og Carnegie Hall, Barbican Center, Sydney Opera House og Elbphilharmonie, og har samarbejdet med en lang række internationalt anerkendte ensembler som Kronos Quartet, London Sinfonietta og Smith Quartet.
Om sART Danseteater
sART Danseteater er et kraftcenter for dans i Region Syddanmark. Som professionelt danseteater skaber de forestillinger for børn, unge og deres familier og turnerer nationalt og internationalt. Danseteatret er desuden engageret i projekter som Borgerdans, undervisning på skoler med huskunstnerprojekter og senest Dans Dig Glad.
Om Cikaros
Cikaros er et samtidscirkuskompagni, som blev dannet i 2005, der producerer og turnerer med forestillinger i Danmark og udlandet. Cikaros arbejder i mange genrer og formater; børneforestillinger, voksenforestillinger, indendørs, udendørs, gadeteater, performance lectures, eksperimenterende undersøgelser og skriftlige formater. Cikaros arbejder sideløbende for at udvikle genren samtidscirkus, både kunstnerisk og strukturelt.
Om Ars Nova Copenhagen
ARS NOVA Copenhagen er et danskbaseret, internationalt vokalensemble på 12 medlemmer, der specialiserer sig i renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, som udføres med præcision og nerve, og med en sound, der vækker opmærksomhed overalt i verden. Ensemblet har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler og har igennem årene turneret i mere end 40 lande. Med koncerter i København og resten af Danmark og flere årlige turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. I 2023 turneres i Norge, Sverige, Finland, USA og Hong Kong. Ars Nova er støttet som specialensemble af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik.
Om Odense Jazz Orchestra
Odense Jazz Orchestra er Region Syddanmarks førende bigband og en markant aktør på den danske jazzscene. Siden 1994 har orkestret samlet nogle af landets dygtigste musikere, komponister og arrangører for at skabe nyskabende og dynamiske musikoplevelser. Med en ambition om at udfordre og udvikle bigband-formatet udforsker Odense Jazz Orchestra konstant nye musikalske retninger. Bandet forener den store orkesterlyd med alt fra elektroniske eksperimenter til klassisk slagtøj og har samarbejdet med Odense Symfoniorkester, klassiske kor og en bred vifte af solister fra forskellige musikalske miljøer. Foruden en omfattende koncertvirksomhed engagerer orkestret sig i talentudvikling gennem pædagogiske projekter, Fyns Ungdomsbigband og samarbejder med Syddansk Musikkonservatorium.
Om Ballhaus
Foreningen Ballhaus er oprettet i 2021 af personkredsen omkring ensemblet Via Artis Konsort med det formål at adskille aktiviteten som producent og udøvende ensemble.
Ballhaus producerer performative koncerter og eksperimenterende musikdramatik i samarbejde med anerkendte scenekunstnere, senest med instruktør Madeleine Røn Juul, ofte med Via Artis Konsort som udøvende ensemble. Ballhaus har ikke en fast scene, men benytter ofte ikke-traditionelle scenerum som f.eks. museer eller naturomgivelser.
Visible Effects
Visible Effects er en lille teaterforening, der er etableret i 2019. Visible Effects producerer koreografiske værker og turnerer både nationalt og internationalt.
Om Odense Symfoniorkester
Odense Symfoniorkester – et af Danmarks fem landsdelsorkestre – blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring år 1800. Fra at være et teaterorkester, som også spillede symfonisk musik, fremstår orkestret i dag som et moderne symfoniorkester med et højt aktivitetsniveau og under stadig udvikling. Odense Symfoniorkester havde ved grundlæggelsen 22 musikere, men er i årenes løb vokset, og har nu 65 fastansatte medlemmer. Orkestret giver årligt ca. 100 koncerter med et repertoire, der strækker sig fra barokken til vor egen tids musik.
Om Dansk Scenekunst:
Dansk Scenekunst er en branche- og arbejdsgiverorganisation for professionelle arbejdsgivere inden for den levende scenekunst i Danmark. Dansk Scenekunsts medlemsskare spænder over teatre, orkestre, ensembler, kompagnier (dans, opera, samtidscirkus mv.) og festivaler.
Om DEOO (Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner)
DEOO er interesse- og brancheorganisationen for den levende musiks ensembler, orkestre og operakompagnier i Danmark