Den nye administrative chef skal være med til at opretholde det høje niveau for medlemsservice i en tid med vækst
Efter nytår skifter Jani Lykke Methmann kontoret i RevyDanmark ud med et hos Dansk Scenekunst. Pr. 1 . januar 2026 starter hun nemlig som ny administrativ chef for branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Scenekunst.
Scenekunstbranchen er ikke helt fremmed for den nye administrative chef, da hun kommer fra en stilling som direktør for RevyDanmark, hvor hun har siddet siden 2020.
Jani har desuden tidligere været direktør i Arbejdsgiverne, en branche- og arbejdsgiverorganisation for metalindustrien, og kommer derfor med relevant erfaring.
I sin nye rolle som administrativ chef, vil hun, udover den daglige drift, skulle sikre organisationens økonomiske og administrative fundament samt udbygge og udvikle foreningens eksisterende service pallette, kommende projekter og arrangementer. Jani vil desuden blive en del af ledergruppen.
Direktør i Dansk Scenekunst, Peter Mark Lundberg, udtaler:
”Dansk Scenekunst er i en rivende udvikling. Siden sommeren er vi vækstet, og flere medlemmer er fortsat på vej. Det har derfor været en vigtig prioritering for organisationen, også at udvikle sekretariatet, så vi fortsat kan tilbyde alle medlemmer, nye som gamle, en god medlemspleje. Med ansættelsen af Jani Methmann får vi en stærk analytisk og organisatorisk medarbejder, der med sin store erfaring med både ledelse, økonomi og medlemspleje indenfor kulturområdet bliver en helt essentiel del af sekretariatet i Dansk Scenekunst.”
Som fod i hose
Den erfarne leder har fulgt med i organisationens udvikling og glæder sig til at blive en del af holdet:
”Jeg ser frem til at blive en del af holdet i Dansk Scenekunst, som jeg har haft et godt samarbejde med siden jeg trådte ind i kulturbranchen i 2020. Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet med udvikling af virksomheder i forskellige brancher. Derfor passer dette job som ”fod i hose” for mit videre virke. Her kan jeg bibringe mit kendskab og erfaring fra de private scenekunstudbydere og samtidig udvikle servicepaletten for hele medlemskredsen på de mere forretningsmæssige områder. Jeg glæder mig derfor også til at få et mere indgående kendskab til hele medlemskredsen i Dansk Scenekunst. Så det er med stor glæde og forventning, at jeg tiltræder denne stilling,” udtaler hun.
En del af en større rokade
Stillingen som administrativ chef er en nyoprettet stilling i branche- og arbejdsgiverorganisationen, der kommer i kølvandet af en omlægning af sekretariatets organisationsstruktur. Senest blev advokat Lene Vibjerg i oktober ansat som juridisk chef, og nu er den administrative chef altså også på plads.