Dansk Kulturliv udpeger sekretariatsleder, Jakob Sørensen som direktør
7. januar 2026

Organisationen samler fra årsskiftet ledelse og ekstern repræsentation hos en ansat direktør

 

Dansk Kulturlivs bestyrelse har besluttet at udpege organisationens nuværende sekretariatsleder, Jakob Sørensen, som direktør med virkning fra starten af det nye år. Udnævnelsen markerer næste skridt i organisationens udvikling og samler det eksterne ansvar hos en ansat ledelse.

Siden Dansk Kulturlivs etablering i 2021 har bestyrelsesleder Peter Mark Lundberg, som til daglig er direktør i Dansk Scenekunst, repræsenteret organisationen eksternt. Det har givet et stærkt afsæt i opbygningsfasen, men med voksende opgaver og en tydeligere rolle i den kulturpolitiske debat vurderer bestyrelsen, at tiden nu er moden til en direktørmodel.

 

Bestyrelsesleder Peter Mark Lundberg udtaler:

”Dansk Kulturliv er nået til et punkt, hvor det er både naturligt og nødvendigt at tage næste skridt i forhold til organisationens udvikling. Med en direktør, der kan repræsentere organisationen eksternt og samle dialogen med politikere og samarbejdspartnere, styrker vi vores gennemslagskraft. Jakob har vist både overblik, dømmekraft og en klar forståelse for, hvem Dansk Kulturliv skal være noget for, og derfor er det en meget naturlig beslutning.”

 

Jakob Sørensen har været tilknyttet Dansk Kulturliv siden starten af 2024 og har siden begyndelsen af 2025 fungeret som sekretariatsleder. Han har tidligere haft job som rådgiver i konsulentbranchen, projektchef i Tænketanken Mandag Morgen og før det, som generalsekretær og vicegeneralsekretær hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

De seneste måneder har han i stigende grad varetaget organisationens eksterne repræsentation.
 

Jakob Sørensen udtaler om den nye rolle:
”Bestyrelsen har hele tiden haft en klar ambition om, at Dansk Kulturliv på sigt skulle ledes af en direktør, og vi har derfor arbejdet målrettet på at skabe de nødvendige rammer omkring rollen. Jeg oplever stor tillid og opbakning fra bestyrelsen, og det er en helt afgørende forudsætning for at lykkes. Organisationen er i en positiv udvikling, og det er en opgave, jeg går til med både ansvarsfølelse og et klart billede af hvad der forventes”


Ny direktør skal findes til sommer

Udnævnelsen er tidsbegrænset, idet Jakob Sørensen i efteråret 2026 skal udsendes til Kenya med sin familie i forbindelse med sin kones ansættelse som diplomat i Udenrigsministeriet. Frem til da varetager han direktørrollen fuldt ud, mens bestyrelsen i dialog med sekretariatet igangsætter processen med at finde en permanent direktør.

 

Om det, siger Jakob Sørensen:
”Både bestyrelsen og jeg havde gerne set, at min ansættelse var en langsigtet løsning. Men det har hele tiden været et vilkår, at jeg er gift med en embedsmand i Udenrigsministeriet med udsendelsespligt. Jeg er fuldt dedikeret til opgaven frem til udsendelsen og har et klart ansvar for både at sikre fremdrift i organisationens arbejde og bidrage konstruktivt til, at Dansk Kulturliv får en stærk ny direktør, som kan løfte opgaven på længere sigt.”


Bestyrelseslederen forventer en ny direktør er på plads til ansættelsesstart senest 1. august i år.
 

Om Dansk Kulturliv

Dansk Kulturliv er fælles interesseorganisation for kulturlivets brancheorganisationer og mere end 1100 danske kulturinstitutioner. Dansk Kulturliv arbejder for at skabe de bedste rammer om danskernes møde med kultur og kunst.

Med over 60 millioner besøgende hvert år udgør vi tilsammen Danmarks største fællesskab, hvor danskerne mødes om fælles oplevelser, dannelse og demokratisk deltagelse.

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies