Dansehallerne bliver medlem af Dansk Scenekunst
26. juni 2025
D. 1. juli 2025 bliver Dansehallerne medlem af fællesskabet i branche- og arbejdsgiverforeningen Dansk Scenekunst

 

Således indskriver Dansehallerne sig på en helt særlig plads i foreningens historie – nemlig som det første nytilkomne medlem i den udvidede foreningen – på dagen, hvor foreningen officielt skifter navn til Dansk Scenekunst.

Dansk Scenekunsts direktør, Peter Mark Lundberg, glæder sig over nyheden:

”Vi er vildt glade for at byde Dansehallerne velkommen i Dansk Scenekunst. Dansehallerne er et fyrtårn i branchen, og vi er ufatteligt glade for, at branchen samler sig i foreningen. ”

Dansehallernes direktør og kunstneriske leder, Danjel Andersson, fortæller:

“Det føles rigtig godt nu at blive et fuldgyldigt medlem af Danmarks vigtigste arbejdsgiverorganisation for scenekunstbranchen. Vi håber, at Dansehallerne – Danmarks nationalscene for samtidsdans – kan bidrage med mange forskellige perspektiver i arbejdet for en mere bæredygtig fremtid for branchen.”

 

Om Dansehallerne:

Dansehallerne, med base i København og en afdeling i Aarhus, er et nationalt center for dans og koreografi. De arbejder for et stærkt og bæredygtigt økosystem for kunstformen, både lokalt og globalt, og har en ambition om at styrke dansens synlighed og forankring i samfundet.

Dansehallerne co-producerer og præsenterer et bredt udvalg af nationale og internationale koreografiske værker og danseforestillinger, tilbyder professionel træning, faciliterer workshops, talks og events, og støtter op om kunstnere i alle faser af deres produktion.

Siden august 2024 har Dansehallerne haft hjemme i en ny, monumental bygning i Carlsberg Byen – et tidligere kedelhus for ølproduktion, nu passioneret transformeret til det, chefarkitekten har betegnet som “noget nær en katedral for dans.”

 

Om Dansk Scenekunst:

Dansk Scenekunst er en branche- og arbejdsgiverorganisation for professionelle arbejdsgivere inden for den levende scenekunst i Danmark. Dansk Scenekunsts medlemsskare spænder over teatre, orkestre, ensembler, kompagnier (dans, opera, samtidscirkus mv.) og festivaler.

 

 

Foto: Dansehallerne, Adam Mørk

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies